Natur- & dyreassisteret terapi
Hvad er natur- og dyreassisteret terapi?
Natur og dyr kan noget helt særligt med mennesker🩵
Hos Trivsel i Hjertet er det muligt at inddrage stedets dyr (heste og katte) og den lokale natur i teapien / behandlingen / processen / aktiviteterne, hvis du finder det meningsfuldt – det kan man kalde “hesteassisteret terapi” (forkortet til HAT) / “dyreassisteret terapi” (forkortet til DAT).
Hvornår bruger man terapi med dyr?
Det kan både være “ad hoc” i en bestemt situation, hvor dyrene og naturen kan bidrage til processen f.eks. i arbejdet med konkrete øvelser.
Det kan også være du er interesseret i et mere struktureret forløb, hvor vi i hver session inddrager dyrene. Vi tilrettelægger den dyreassisterede interaktion til netop DIT behov.
Fordi Trivsel i Hjertet er beliggende på landet med fri adgang til dejlig natur, så er det også muligt at bruge naturen i det terapeutiske arbejde.
Det kan være en “Walk’n Talk”, det kan være til at lave bestemte øvelser udendørs – eller det kan være, at vi tager pauser i naturen (ofte brugt i forbindelse med testning / undersøgelser).
Er du interesseret i dyreassisteret terapi?
Du er altid velkommen til at ringe eller skrive, hvis du er nysgerrig på, om dyreterapi kunne være noget for dig. Det er frivilligt om du ønsker at dyrene skal indgå i dit forløb – vi kan også drøfte det på dagen.
Bemærk, det koster ikke ekstra at inddrage dyrene og naturen i dit forløb.
Etik vedr. brug af dyr i terapi
Hos Trivsel i Hjertet skal ALLE trives – også de dyr, der hjælper os mennesker.
Vi overholder selvfølgelig “hvidbogen” fra Internationel Association of Human-Animal Interaction Organizations. Download her.
- Da dyr er levende, sansende væsner, ligesom vi mennesker, så er dyrenes handlefrihed som med-terapeuter vigtig.
- Vi inddrager udelukkende dyr (heste/katte), der har lyst til at bidrage ind i processen, og alle dyr har til enhver tid ret til at sige “Nej tak – ikke lige nu”. Det kan sagtens stadig være en meningsfuld del af det terapeutiske arbejde, at vi f.eks. arbejder med dyrene “på afstand”.
- Vi arbejder i tæt forbundethed til flokken og i respekt for dyrenes natur; Heste er meget følsomme flokdyr.
OBS: Det tilbydes IKKE ride-terapi. Alt arbejde med dyrene foregår “fra jorden”.
Sikkerhed
Vi arbejder altid med både mennesker og dyrs sikkerhed for øje, men formelt set, sker al inddragelse af dyr og natur på eget ansvar.
Det er vigtigt, at du altid følger de instruktioner, du får både før og under sessionen.
Medbring gerne eget udstyr til udendørs aktivitet f.eks. hjelm, varmt tøj og vandtæt fodtøj.
Hvis du ikke selv har udstyr, så kan noget stilles til rådighed.
Det koster ikke ekstra at inddrage dyrene eller naturen i terapien – det er en “almindelig del” blandt de mange forskellige behandlingstiltag, som jeg kan tilbyde.
Skal vi tales ved?
Mød hestene her:
Ruffe
Vallak årgang 2007
Race: Quarter/Appaloosa
Ruffe har boet på Stald Phønix siden april 2020. Ruffe har selv haft rigtig mange traumer med i rygsækken, men med tålmodighed, kærlighed og ro er han blevet hjulpet igennem og er i dag flokkens “leder” – dvs. han har påtaget sig rollen som flokkens beskytter og sørger for at alle opfører sig ordentligt.
Pedro
Vallak årgang 2016
Race: Pura Raza Espanola (PRE)
Pedro flyttede først ind på Stald Phønix i december 2025, så han er stadig ved at vænne sig til en anderledes og mere naturligt hesteliv. Pedro er et meget servicemindet og følsomt væsen, som selv langsomt skal lære, at det er ok at sige nej tak, og at hans krop er hans egen.
Phønix
Vallak årgang 2022
Race: Quarter/Mustang
Phønix er født på Stald Phønix og han er ligesom stedet opkaldt efter myten om Fugl Fønix: At brænde sammen og rejse sig i en ny og bedre version. Phønix er særdeles modig og stærk, og han har en meget høj grad af behov for autonomi, som han langsomt skal lære at balancere imod andres “krav” – han er stedet “store langlemmede teenager”, men al den spas og ballande sådan nogle unge lømler kan finde på.
Penny
Hoppe årgang 2022
Race: Mustang
Penny er aktuelt Stald Phønix’ eneste “pige” og er ligesom sin “lillebror” Phønix ved at lære at være “en stor pige” i menneskernes verden. Hun er en meget blid og venlig sjæl, men hun er også enormt nysgerrig – så nysgerrig at hun har fået tilnavnet “pilmule”, fordi hun simpelthen skal undersøge ALT med sin mule – eller ben.







